Løb lørdag den 19. november 2016

Efter et hyggeligt besøg med overnatning af min kusine fra Fåborg, trak jeg i løbetøjet og spændte løbeskoene. Jeg tænkte, at jeg ville løbe ud til Uggeløse skov – en runde derinde – og så hjem igen.

Solen skinnede under halvdelen af turen, det blæste lidt, 20 km/t, hvilket jeg egentlig kun følte, da jeg løb langs markerne og fordi, at der var modvind på tilbagevejen.

Jeg besluttede at se, hvor langt jeg kunne løbe i dag uden at gå. Derfor lagde jeg langsomt ud og prøvede hele tiden at holde mit tempo nede.

Derudover leger jeg også meget med min vejrtrækning i øjeblikket. Jeg prøver at trække vejret ind på 3 og puste det ud på 2. (Det følger dog ikke mine skridt, det er bare sådan et rytme, som jeg danner inde i hovedet). Og når det er op ad bakke, ender jeg i vejrtrækningen 2-1 eller 1-1, hvis det er rigtigt hårdt. Jeg holder fokus på at holde mig rank og løfte hovedet, så nakke og ryg er i lige linje. Det giver et langt bedre løb, hvor jeg føler, at jeg får mere ilt til musklerne og derfor føler et større overskud. I skoven er jeg nødt til at kigge ned pga. ujævnheder og grene på stierne.

Turen gik rigtigt fint i dag. De første kilometre er jo altid de nemmeste og efterhånden bliver hver kilometer bare langsommere og langsommere. Men jeg løb hele vejen i dag, og det er første gang, at jeg har løbet så langt uden at gå undervejs. Turen var på 11,2 km.

De sidste 3 kilometer var udfordrende, jeg var meget træt i hofteregionen. Derfor holdt jeg ekstra fokus på mine skridt, da mine knæ ellers kommer for tæt på hinanden, og jeg sparker mig selv over anklerne. Til sidst var jeg så træt i min ryg, mine skuldre gjorde ondt og min nakke sved. Men jeg gjorde det. Og det er det vigtigste. Der er ingen tvivl om at de behandlinger, som jeg får hos Kjeld Adam, har en gavnlig effekt. Min krop fungerer ligesom anderledes nu. Det er lidt svært at beskrive, men jeg synes, at jeg har fået en anden styrke og det er ligesom, at kroppen bedre kan følge mine ønsker. Der er stadig en god bid vej endnu, men jeg kæmper, og det går fremad.

Herefter strækøvelser, i bad, ingen frokost – for jeg var så træt. Og så en god velfortjent middagslur…

 

Udgivet i DAGBOG | Skriv en kommentar

Løb onsdag den 16. november 2016

I dag var anden gang, hvor jeg skulle prøve at løbe med hurtigere intervaller. Jeg løb 2600 meter i roligt tempo, herefter 5 x (100 meter i højere tempo + 400 meter i roligt tempo), hvor jeg sluttede af med at løbe hjem i roligt tempo, ca. 2300 meter. Alt i alt blev det til 7 kilometer. Jeg gik kun ca. 10 meter efter det sidste hurtige interval, da det var op ad bakke, og det tog pusten lidt fra mig.

Derudover har jeg under min løbetur i dag fokuseret meget på min vejrtrækning. Efter jeg er begyndt at løbe lidt hurtigere er min vejrtrækning blevet lidt mere anstrengt. Jeg hiver pludselig voldsomt efter vejret. Derfor træner jeg nu med en mere rolig overgang mellem, hvor jeg trækker vejret ind og puster ud. Jeg har forsøgt mig på forskellige måder, men jeg synes, at det er svært. Det bliver mere til den rolige overgang, som jeg synes gør en effekt og så prøve at kvæle min trang til at hive vejret krampeagtigt ind. Derfor er fokus nu – rolig overgang med at trække vejret ind og puste ud, det skal føles som en rullende overgang, holde ryg og nakke rank, kigge op, finde hvile i kroppen og rense sindet. Jeg synes, at det virkede, og jeg havde en rigtig dejlig tur og løb jo som skrevet minimalt. Jeg er glad og følte et kæmpe overskud, da jeg trådte ind ad døren igen :-)

 

4 gange med 6 minutters løb og 1 minuts gang + 3 gange med 4 minutters løb og 1 minuts gang + 3 gange med 3 minutters løb og 1 minuts gang. (Løbetid = 45 minutter)

Udgivet i DAGBOG | Skriv en kommentar

Lystrupløbet søndag den 13. november 2016

I dag blev første etape afholdt i Lystrupløbet i Lystrup skov i Slangerup. Lystrupløbet afholdes af løbeklubben Søam (Stenløse – Ølstykke Atletik og Motion). Det er et lille hyggeligt løb. Ruten er ikke DAF opmålt, og der løbes ikke med chip, så fra startskuddet lyder, er tiden gældende uanset, hvor man er i feltet. Men som sagt – det er et lille løb, og det har også sin charme.

Ruten er ganske kuperet – særligt i starten og til slut, hvilket gør den ganske udfordrende. Jeg havde store udfordringer på den sidste kilometer af de kun 3 kilometre, som jeg skulle løbe. Fra det sidste sving hvor jeg løber ind på den tredje kilometer, er der en stigning på 22 højdemeter. Det kan godt mærkes, jeg føler mig udfordret i mine ben, hofter og ryg – men så sandelig også i vejrtrækningen, hvilket gjorde, at jeg var nødt til at gå et par gange.

Jeg kom ind i tiden 18:48 og ligger indtil videre som nr. 2 i min gruppe. Der skal løbes i alt 5 løb over de næste 5 måneder, hvor ens 3 bedste tider bliver beregnet til en samlet placering. Så det er endnu ikke muligt at sige, hvor man ligger henne til en endelig placering. Der kan også komme flere deltagere til undervejs.

Udgivet i DAGBOG | Skriv en kommentar

Løb fredag den 11. november 2016

I dag løb jeg en kort løbetur på 5 kilometer i Lystrup skov i Slangerup. Vejret var utroligt smukt, solen skinnede, det var tæt på frost, og der var helt vindstille.

Men jeg havde ondt i dag. Jeg prøvede også at løbe uden smertestillende, og det virkede bare ikke lige for mig her til morgen. Derfor gik jeg en hel del. Og det er også okay, jeg kom ud og fik rørt mig i en smuk natur i skønt vejr.

 

Udgivet i DAGBOG | Skriv en kommentar

Løb tirsdag den 8. november 2016

(Mit korteste indlæg): I dag løb jeg en lille tur i Lystrup skov, 3 kilometer. Det er den samme rute, som jeg skal løbe på søndag til Lystrupløbet. Jeg har beskrevet den i et tidligere indlæg.

 

Udgivet i DAGBOG | Skriv en kommentar

Skovmaren søndag den 6. oktober 2016

Jeg står op kl. 7. Koger vand til kaffe, laver havregrød med æg i, som er et ritual hver gang, jeg skal deltage i et løb. Vejret ser rimeligt ud, let vind og 5 grader. Vejret er tørt.

Trofast og Trofast (mine forældre, som altid er trofaste støtter, når der er løb) kommer her kl. 9.30 og af sted til Hillerød det går. På vej derop begynder himlen ikke at se alt for lovende ud, og det begynder at regne. Da vi kommer til Store Dyrehave, regner det meget, og det ser bestemt ikke ud til at holde op igen foreløbigt. Det er koldt og øv….., men en gang skal vel være det første med dårligt vejr, for jeg har sørme ellers været meget heldig med vejret – faktisk til alle de løb, som jeg efterhånden har deltaget i.

Jeg stiller mig til start, kold og godt våd og frysende. Jeg står og hopper lidt på stedet og svinger armene lidt. Det gør stort set alle deltagerne. Startskuddet lyder, og jeg løber over målstregen. Den første kilometer går virkelig dårligt. Jeg kan ikke rigtig komme frem for mennesker, men jeg ved, at det udligner sig længere fremme. Nogle overhaler i krattet langs stien, jeg gør det også nogle gange, men det er ikke nemt. Der er alt for vådt og smattet pga. regnen.

Efter ca. 1-1,5 kilometer går det bedre, og jeg kan løbe mit eget løb. Nogle steder er der dog selvfølgelig lidt udfordringer med små grupper der løber på række og snakker. Men der må man lige se sit snit til at overhale ude langs kanten. Det skal der også være plads til. Vi er jo bare motionister ;-).

I mål kom jeg og var så heldig, at jeg var en af dem, der fik en minutpræmie. Jeg fik et UniQ LED armbånd, som kan monteres på arm eller ankel. Der er både refleks i, men også rødt lys, som enten lyser fast eller blinker. Det vil jeg bruge flittigt her i vintermånederne.

Bag målstregen stod min mor klar med et tæppe, som jeg fik om skuldrene og min far trak mig med over i café teltet, hvor jeg fik varm kakao og et dejligt stykke hjemmelavet krydderikage. Det er da hele løbeturen værd :-).

Tiden var 3:56 hurtigere end sidste år til Skovmaren, men det var ikke den bedste tid, som jeg har løbet ruten på. Men vi er jo også mange på stierne. Og det er bestemt et dejligt smukt løb – uanset om det regner eller ej. Flot arrangeret – ja….og kage og varm kakao bagefter, det er jeg altså fan af 😉

Og igen en lille tak til min søde forældre, som altid er der for mig. I er de bedste forældre, der findes (hjertesmileys).

 

skovmaren-2016

Udgivet i DAGBOG | Skriv en kommentar

Intervaltræning onsdag den 3. november 2016

Til behandlingen hos Kjeld Adam i mandags aftalte vi, at jeg så småt godt må begynde intervaltræning på den måde, hvor jeg løber langsomt og så i ganske små korte perioder øger hastigheden – for så igen at løbe langsomt. Og hvis langsomt er 6:15, så er den øgede hastighed på 5:15.

Jeg startede med at løbe 2 kilometer i stille og roligt tempo for at varme musklerne op. Herefter løb jeg 6 intervaller med øget hastighed som aftalt. Det er lige noget, som jeg skal vænne mig til. Min puls springer hurtigt op, og jeg bliver MEGA træt MEGET hurtigt. Men det er sjovt, og jeg føler mig som en helt almindelig rask løber. Det er så fedt! Alt i alt blev turen til 4,3 kilometer.

Nu skal jeg bare hvile indtil søndagens Skovmaren…

Udgivet i DAGBOG | Skriv en kommentar

Behandling hos Kjeld Adam den 31. oktober 2016

I dag skulle jeg heldigvis til behandling igen. Kjeld har været i Sydkorea efter invitation fra De Sydkoreanske sundhedsmyndigheder om deltagelse i International Integrative Medicine Expo in Jangheung KOREA 2016. Du kan læse mere om det på hans hjemmeside www.kjeldadam.dk

Sidst jeg var til behandling hos ham var for 2,5 uger siden. Det kan jeg godt mærke, da min krop endnu ikke har fundet ud af, hvordan den skal arbejde korrekt uden hjælp. Men det kommer en dag, jeg tror på det. Det er faktisk lidt utroligt så godt, det hjælper og så hurtigt. Mine smerter er blevet væsentligt mindre og min førlighed er også blevet bedre. Det er så spændende, hvad det her fører til :-)

Udgivet i DAGBOG, Helbred | Skriv en kommentar

Løb søndag den 30. oktober 2016

Så prøver jeg igen…. altså den der 10 kilometers rute, som jeg ikke fik gennemført for 3 dage siden. I dag gik langt bedre, jeg gennemførte ruten. Dette er den samme rute, som jeg skal løbe om en uge, hvor der er Skovmaren.

Skovmaren er et smukt løb, vi er ikke så mange løbere, ca. 2000. Løbet indeholder faktisk 3 distancer, 10 km, halvmaraton og maraton. Jeg skal løbe 10 kilometer.

Udgivet i DAGBOG | Skriv en kommentar

Løb den 27. oktober 2016

Fuld af optimisme på en 10 kilometers rute i Store Dyrehave i Hillerød. Men mine ben var bare ikke til det i dag, og jeg endte med at gå mange gange. Turen i dag endte på 5,8 kilometer.

Sådan er det bare nogle gange, men ØV!

Udgivet i DAGBOG | Skriv en kommentar